torsdag den 28. november 2013

Mia Jexen skriver...

Mia Jexen har givet mig lov til at poste dette indlæg fra hendes egen blog, se evt mere på hendes blog som hedder miajexen.wordpress.com.

Nej min sygdom bliver ikke mere kronisk af, at jeg fortæller folk at den er kronisk.

“Men Mia tror du ikke du skal stoppe med at omtale den tarmsygdom som kronisk hele tiden? Så bliver du jo aldrig rask!!” Sådan sagde min dejlige yoga veninde til mig i weekenden i den bedste mening, og fuldstændig uvidende om, hvad hun rørte i mig. Hvordan følelsen af skyld og skam fyldte hele min krop, og hvordan klumpen i halsen voksede sig stor, og tårerne pressede på. Hvordan hun ramte netop det punkt jeg har kæmpet aller mest med i hele mit sygdomsforløb. Nemlig skyld og dårlig samvittighed.
Der er SÅ meget skyld forbundet med at leve med en kronisk lidelse. Skyld overfor sin omgangskreds, venner, familie, kollegaer og partner. Skyld over ofte at skulle aflyse, ikke at have energi ti at tage med til fest, eller over manglende overskud til, at hjælpe med at tage ud af bordet efter en middag, fordi det netop er der smerterne er værst. Skyld over det ene øjeblik at sige man kommer, og det næste øjeblik alligevel måtte aflyse fordi man bliver overmandet af træthed og ikke kan overkomme at rejse sig fra sofaen. Og ikke mindst skyld og dårlig samvittighed overfor en selv, fordi man ofte må overhøre sine egne signaler, om at man egentlig burde sove, ligge ned eller tage fri. Dårlig samvittighed over at man i perioder ikke kan dyrke den sport man gerne vil og burde. Dårlig samvittighed hver eneste gang man spiser noget der bare er en lille smule usundt, fordi så er det jo bare ens egen skyld, når man får mavekramper et par timer efter. Men også skyld og dårlig samvittighed overfor andre, hver eneste gang man takker nej tak til et stykke hjemmebagt kage eller en lækker drink i byen.
Og det eneste man ikke har, når man lider af noget kronisk, er skyld!
Det er netop kronisk fordi det er uhelbredeligt. Og det kan man altså ikke gøre for. Det er hverken ens tankegang elller formuleringer der er skyld i det. Ligesom en mand der er født uden arme ikke er skyld i at han mangler dem. Og man ville jo aldrig sige ; “måske skulle du formulere dig anderledens så vokser de nok ud en dag”. Vi er bare nogen der er født med nogle defekter, eller med disponering for nogle bestemte sygdomme, og det eneste vi kan gøre, er at gøre alt hvad vi overhovedet kan for at få det bedste ud af ens liv med de udfordringer man har. Og det arbejder jeg på hver dag. Hvordan kan jeg vende min sygdom til noget positivt. :) Og det er blandt andet også det jeg vil skrive om her på bloggen.
Tankens kraft er nu god nok! Jeg tror utrolig meget på at positive tanker kan ændre ens liv. Jeg bruger dagligt mine tanker til at manifestere positive ting i mit liv. Og det virker! For mig virker det på den måde, at jeg bliver mere positiv og dermed tror mere på mig selv, hvilket gør at jeg oftere når mine mål. Det hjælper mig til at holde ud og ikke give op. Det farlige ved at tro på, at vi manifestere alt med vores tanker, er at folk begynder at dømme andre i forhold til deres situation, og måske tænke at de selv skyld i f.eks. sygdom.  Eller endnu værre man begynder at dømme sig selv, og føle jeg sig skyldig og skamfuld over at være syg.
En helt anden ting der konstant har givet mig skyldfølelse har været stressen over at være splittet mellem to verdener. Nemlig den vestlige lægeteori og den alternative behandling, som ofte bestrider og taler virkelig negativt om hindanden. Jeg kan bedst sammenligne det med hvordan det må føles at være et skilmissebarn mellem to forældre man ikke kan undvære. Hver eneste gang jeg kommer til mine alternative behandlere, som jeg elsker, føler jeg skyld over jeg også tager vestlig medicin. Og omvendt når jeg er hos min faste læge på hospitalet føler jeg ikke at jeg kan dele mine alternative erfaringer. Jeg har følt mig konstant splittet og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet til f.eks. yoga og slået mig selv oven i hovedet og tænkt; “jeg burde virkelig ikke tage min medicin”. Man kan føle at man bliver nød til at vælge side og tage et valg om hvem man holder med og tror mest på.
Skæbnen ville mig så at jeg netop idag skulle på kursus i noget helt nyt for mig. Nemlig den kinesiske lægeteori. De fem elementer og akupunktur med Anne Wedege. Og jeg kunne have valgt at skrive et helt blogindlæg om endnu en spændende vej til balance. Men det der gjorde aller mest indtryk på mig var en sætning Anne sagde til aller sidst. For første gang oplevede jeg hvordan den alternative verden, den vestlige læge teori og mine egne erfaringer smeltede sammen i en form for enighed. Og jeg følte en dyb dyb ro. Anne sagde “ja der er kroniske sygdomme der ikke kan helbredes, men vi kan arbejde på og hjælpe til at patienter kan komme til at leve symptomfri i perioder.” Det er første gang jeg har hørt nogen fra den alternative verden være enig med min vestlige læge og mine egne erfaringer. Og det er faktisk en lettelse at tænke at det er kronisk og acceptere det! For tænk engang hvor stressende det er når du kæmper og kæmper for at blive rask og aldrig bliver det. Det er så meget bedre at sige til sig selv det her må jeg lære at leve med og nu vil jeg gøre alt for at få det i ro. Hvordan rummer, acceptere og favner jeg sygdommen i stedet for konstant at kæmpe imod? Hvordan lærer jeg at elske sygdommen og de rammer den sætter for mig? Hvordan får jeg det bedste ud af mit liv og hvordan når jeg mine drømme sammen med min kroniske tarmsygdom? Hvad skal der til og hvad skal jeg ændre på min vej for at det kan lade sig gøre? Hvordan lader jeg være med at blive et offer for min sygdom og fortsætter med at følge mine drømme og få det bedste ud af det? For mig er det en langt mere konstruktiv måde at tænke på i stedet for at tænke, jeg er rask, jeg er rask, jeg er rask, og opleve nederlag på nederlag.
En anden og meget vigtig detalje ved at kunne sige til folk at man har en KRONISK sygdom, er at man lettere bliver mødt med en forståelse, som man virkelig har brug for. Hvis folk ikke ved at jeg fejler noget kronisk, hvilket var min realitet i mange år før jeg endelig fik diagnosen, så er min erfarring at man bliver mødt med mistillid, tvivl og manglende forståelse. Derfor er det noget af det bedste der er sket for mig at jeg har fået diagnosen og endelig kan bevise at jeg rent faktisk er syg. Det hjælper mig altså at jeg kan sige til folk, at jeg har en kronisk sygdom!!
Så ja jeg har en KRONISK tarmsygdom og  jeg vil aldrig stoppe eller give op i forhold til at finde ud af hvad der skal til for at den går i ro og hvordan jeg lever med mindst mulige symptomer og bedst mulige helbred :) Jeg tror på alt der har hjulpet andre og tager det bedste fra ayurveda, medicin, yoga, operation, akupunktur, homøopati, meditation, kost, kraniosacral terapi, zoneterapi, psykologi, tankens kraft, tro osv…..
IMG_6531