torsdag den 28. november 2013

Min engel

Jeg var helt sikker på, at det aldrig ville ske for mig. At jeg skulle blive gravid uden at vide det, og havde jeg overhovedet en mulighed for at gennemføre en graviditet, med alle mine problemer, og med risikoen forbundet med det. Jeg havde jo i forvejen to børn, noget som havde været svært for mig, og jeg havde fået to børn, som stod sunde og raske foran mig, og de havde en mor. Kunne jeg tillade mig, at sætte mit eget liv på spil, og dermed også deres fremtid..?
Det var forfærdeligt, at tage en test, da jeg nærmest på forhånd vidste, at jeg aldrig ville få det barn. Men jeg var gravid og min krop var påvirket af det. Havde en dårlig periode med mine sygdomme, men var samtidig helt rundt på gulvet. Jeg ville have det barn, det skulle ingen tage fra mig. Jeg kunne da selv bestemme over mit og barnets liv. Men jeg blev klogere... Jeg vælger mens alt det her står på, at afprøve om jeg kan lade gå længere tid imellem, at jeg tager min medicin, Humira. Jeg ved nemlig, at det endnu er usikkert hvad det egentlig gør ved ens foster, men at det kan forårsage fosterskader og fosterdød er set. Det er selvfølgelig nogle, som er nød til at tage det medicin, mens de er gravide, for ellers kan de ikke være det. Der går faktisk ikke så længe før, at jeg er nød til at tage det, så jeg ikke bliver alt for dårlig, og jeg har jo tidl reageret negativt sygdomsmæssigt på at være gravid, så  jeg må have det. Da jeg stikker mig, har jeg den fornemmelse, at jeg slår mit barn ihjel. Jeg ved det ikke, men mine tanker om barnet er i live, ændrer sig derefter. Jeg er en, som altid vælger, at stole på min indre stemme, da den så mange gange har lært mig, at den fortæller mig sandheden, uanset om jeg fortrænger den eller ej.
Jeg tager til min praktiserende læge, for lige at sikre mig, om det nu er rigtigt, og jeg er selvfølgelig gravid. Prøver hele vejen at flygte, fra den forfærdelige virkelighed, som jeg er havnet i.
Jeg tog kontakt til min læge i Århus, og havde en masse spørgsmål vedrørende medicin, mit helbred, risici osv. Han gav mig en tid hos hans kvindelige kollega, som normalt tager sig at gravide kvinder på afd V og samtidig vil han henvise mig til obstertisk afd på skejby, som kender mig fra tidl. Jeg tager endnu engang til Afd V, for at komme til samtalen hos den kvindelige læge jeg ud til, og min mand er taget med, som iøvrigt ikke ville høre tale om et barn mere. Jeg var for dårlig til det, var hans helt klare mening. Jeg vidste inderst inde godt, at han havde ret, men jeg kunne ikke bare lade tiden gå, jeg var under tidspres, og jeg skulle tage den beslutning, og jeg ville gerne sammen med ham. Vi havde mange skænderiere, hvor jeg fastholdt, at så blev beslutningen min alene, og jeg ville ikke høre hans mening mere. Jeg var ikke sød, men jeg ville kæmpe for mit barn, hvem skulle ellers gøre det, hvis ikke jeg i det mindste bare prøvede at overbevise mig selv om, at jeg kunne det. Men alligevel ville barnet i mit krop, være afhængig af min beslutning, og jeg følte mig alene. Da det var ganske umuligt for os, at kommunikere om det, da jeg ville undersøge alle muligheder, så jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke havde noget valg. Jeg håbede at hende lægen, som jeg tidligere har mødt på afdelingen, ville sige, at det ikke var en god ide for mig. Men jeg blev taget godt imod, og hun mente, at hvis jeg valgte at gennemføre det, så skulle der også findes en løsning.
Min mand mener, at vi har taget en beslutning, og vi tager til min praktiserende læge, og jeg skal underskrive nogle papirer på, at jeg vil have foretaget en abort. Da jeg skal skrive mit navn, har jeg det som om nogen tvinger mig til det, selvom det ikke er sandheden. Men jeg var så vred på min mand, vred over at det var så nemt for ham, at have sin mening. Det var ikke i hans krop, som barnet levede, ikke ham som kunne mærke forandringerne. Jeg havde det som om at jeg aldrig ville kunne tilgive ham det. Så får jeg en indkaldelse til kontrol på obs. afd i Skejby. Jeg skal jo aflyse den tid, da der allerede er taget en beslutning, og det gør jeg. Men så kommer brevet om indkaldelse til abort, og så falder det hele sammen for mig. Jeg kan ikke tage derop, ved at jeg vil sparke og slå dem, som vil tage mit barn. Jeg er åbenbart ikke nem.. Men jeg ringer faktisk til Skejby og beder om en tid hos gyn, uden at min mand først ved det. Jeg aflyser tiden til abort, og jeg skal nok selv bestemme hvad jeg gør. Det har ikke været sjovt, at være ham. Men vi havde hver vores kamp. Han havde sin kærlighedskamp for mig, og jeg for mit barn. Vi er jo ikke de første som har prøvet, at så i sådan en ulykkelig situation, men det gør stadig så ondt i mig, at det var sådan en forfærdelig tid, og at vi ikke valgte at være sammen og om. At vi ikke valgte at forstå hinanden. Jeg har haft så svært ved at tilgive min mand, og over hvordan vi behandlede hinanden, hvis vi havde mest brug for hinanden. Men jeg får jo sagt sandheden til min mand, at jeg har aflyst min tid til abort og at jeg har bestilt i Skejby igen. Og han skal tage med derud, for måske lægerne derud, ville give grønt lys uden forbehold. Jeg ville jo gerne have lægerne til at komme med nogle garantiere, om at alting nok skulle gå, men dem smider de ikke lige til højre og venstre med. I skejby vil lægen scanne mig, og hun kunne ikke se eller høre barnets hjertelyd. Lægen forlader min mand og jeg for at hente noget, og vi skændes da hun går, så flot... tænk at vi ikke tog hinandens hånd. Men min mand er så vred over, hvordan jeg overhovedet kan overveje at ville have det barn. Jeg siger egentlig ikke rigtig noget, men lader tårerne løbe ned af den kind, som vender væk fra min mand. Ved ikke om det er sådan et kvinde trick, at vi faktisk kan bestemme om det løber mere ud fra en side... Men uanset om han så hvor ulykkelig jeg var, så ville han heller ikke være i stand til at handle på det på grund af sin vrede. Nogle gange er det som om, at han ikke kan aflæse et ansigts udtryk, men det er måske mere et spørgsmål om at ville, men tænker nogle gange om han slet ikke har den evne. Lægen kommer tilbage til rummet og alt bliver stille en stund mens hun går rundt og lavet et eller andet derinde.
Jeg føler mig virkelig som et dårligt menneske, en ond mor, men jeg havde ønsket så mange gange, at der ikke skulle være liv i mit barn. Sikke et ønske, men bare jeg kunne slippe for at tage beslutnigen, at den kunne blive taget for mig. Men jeg havde sikkert valgt barnet, men jeg kunne ikke lide tanken om en graviditet. Den ville sikkert bliver helt forfærdelig, sengeliggende pga åben livmoderhals, blodfortyndende medicin med risiko for blodprob, og jeg ville blive inaktiv i en seng 24/7. Den tanke er skræmmende og jeg havde jo allerede to børn og en mand. Skulle jeg risikere, at der skete mere med mig. Jeg var allerede velsignet med to børn, hvoraf den ene havde en hård start på sit liv. Ville jeg risikere, at min medicin kunne skade mit kommende barn. Ville jeg være i stand til at få et handicappet barn, eller hvad medicinen ellers kunne forårsage. Nej, jeg ville ikke have haft en change for at beholde det, uanset hvor meget jeg prøvede, hvor meget jeg kæmpede, men det var nok mere en kamp, som jeg havde med mig selv. Hvor ville jeg have ønsket, at jeg havde gjort så mange ting anderledes i denne tid, men jeg gjorde det så godt, som jeg kunne. Håber, at jeg er tilgivet for at have tænkt så frygtelige tanker. Håber at jeg en dag tilgiver mig selv. Jeg fik en abort, men det tog lang tid for min mand og jeg at nærme os hinanden igen. Vi skulle på ferie to uger efter, og det tror jeg reddede os, og vores familie. Vi kom væk, og slap hverdagen, og tiden gjorde os godt:-)
Jeg har nogle scannings billeder af min engel, da en veninde gav mig en scanning i Århus. Jeg så min engel.. Billederne har jeg gemt et særligt sted med hjerter og kys.
Ved ikke, om det her indlæg forbliver i min kladde mappe, men hvis det gør, så har jeg skrevet det til mig og min mand i håb om, at vi kan blive bedre til at tilgive, og lære at bruge hinanden, næste gang vi skal igennem livets store udfordringer. At vi vælger at tage dem sammen, og ikke hver for sig.