fredag den 6. december 2013

Jeg fandt hende...

Jeg har i flere år søgt efter en person, som ligesom mig har Morbus Crohn som grundlidelse, og som også har den sjældne øjensygdom, Scleritis. Ofte når der er øjenkomplikationer til Morbus Crohn er der tale om Iritis. Jeg har selv opsøgt en specialist i udlandet, som modtager patienter fra hele verden med min øjensygdom. Det var så fantastisk, at være på dette Universitets Hospital, da jeg følte mig maksimalt i  trygge hænder. Mit møde med lægen, som ofte ser denne øjensygdom hos andre, og som har en masse viden om lige netop Scleritis var alle pengene værd. Jeg var ikke længere alene i verden, eller min følelse om at være det blev mindre. Jeg fik jo ikke en manual til helbredelse, men jeg fik en ro, da jeg var i de bedste hænder. Min behandling skulle fortsat være den samme. De kunne nemt og sikkert måle, hvor meget vævet bagpå øjet var fortykket, altså hvor voldsom inflammationen bagpå øjet var. Noget som er mere usikkert hos min øjenlæge i Danmark. Jeg havde brug for en optimal undersøgelse, selvom det som sådan ikke ændrede noget for mig. Men det blev nemmere for mig at håndtere, da det var noget konkret, som jeg tog med mig derfra. Ofte handler min øjenlæge i Danmark, på de symptomer, som jeg har. Det er jeg selvfølgelig glad for, men nogle gange savner jeg denne konkrete præcise viden om, hvor meget vævet er fortykket. Nogle gange får jeg ekstra behandlinger, hvor der sprøjtes Prednisolon i øjet. Det virker, men når prednisolon gives i så store mængder i øjnene, vil det hurtigt medfører en uklar linse, som kræver operation. Men jeg er endnu ikke ramt af det problem også...:-). Min øjenlæge i Danmark er altid lyttende og tager mig alvorligt, selvom hans undersøgelse måske ikke er så præcis, som den jeg kunne få i udlandet. Nogle gange bekymrer det mig, om vi behandler for hurtigt eller for sent, når der er forværring af øjensygdommen, og det kunne andet undersøgelses udstyr, måske bedre hjælpe med til at fastslå.

Men jeg fandt hende så endelig, efter mange års søgen. Måske det er forkert, at sige det sådan, men jeg har nu fået følelsen af, at jeg fandt min "soulmate". Vores liv er på så mange måder ens. Selvom jeg ikke kender hende, så ved jeg nu, at hun findes... Hun er fra Frankring, og bor idag i Australien. Hun arbejder i et gym. studio. Jeg arbejdede som fysioterapeut, så der er også nogle ligheder ved, at vi begge har valg, at have kroppen, sundhed og mennesket i centrum, hvad arbejde angår. Hun har tanker om madens indvirkning, ligesom jeg også selv har det. Glæder mig til at følge hende, og vide at hun er derude i den store verden...:-)

Vi har skrevet lidt sammen, og har nu hinanden herinde i denne blog verden. Vi er i hinandens google+ cirkel, men jeg er endnu ikke helt fortrolig med denne her blog verden, men det bliver jeg jo snart.
Men jeg ved hun er der derude, og det har bare gjort mig glad:-)